Med mere end 50 år på bagen er e-mail en af de teknologier, der har overlevet længst. Måden hvorpå vi sender e-mail i dag, er ikke meget anderledes end man gjorde i 1971, da e-mail som protokol blev defineret.
Dengang var spam og phishing ikke et problem, og e-mailprotokollerne har ingen mekanismer til at forhindre det.
Siden da har man implementeret tre løsninger, som sammen er med til voldsomt at mindske omfanget af spam og phishing: SPF, DKIM og DMARC.
I denne guide beskæftiger vi os med DKIM, Domainkeys Identified Mail, en teknologi der sikrer, at e-mails indhold ikke ændres undervejs mellem afsender og modtager.
Hvordan virker DKIM
DKIM kræver opsætning i DNS for det domæne, der står som synlig afsender af e-mailen. Opsætning i DNS er temmelig teknisk – hvis du ikke føler dig tryg i dit DNS-værktøj, bør du involvere en tekniker eller kontakte vores support.
DKIM kræver også opsætning i det system, du bruger til at sende e-mails. I praksis kræver DKIM en offentlig og en privat nøgle. Den private nøgle gemmes i dit e-mailsystem, f.eks. Ubivox, mens den offentlige nøgle tilføjes i DNS-opsætningen på dit domæne.
Når du sender e-mails vil dit e-mailsystem generere en digital signatur ud fra indholdet i din e-mail, og inkludere den i headers i e-mailen. Den e-mailserver, der tager imod din e-mail, vil verificere den digitale signatur ved hjælp af den offentlige DKIM-nøgle i din DNS-opsætning, og på den måde kan den modtagende e-mailserver kontrollere, at indholdet af e-mailen er det samme som da det blev sendt afsted – at det ikke er blevet opsnappet undervejs mellem afsender og modtager, og er blevet ændret.
Det lyder måske usandsynligt at det skulle ske for netop din e-mail – men DKIM er i dag en central del af leveringen af e-mails, da det sammen med SPF og DMARC giver en meget høj sikkerhed for, at en e-mail afsendt fra en person eller et firma rent faktisk er sendt fra personen eller firmaet.
DKIM og reputation
Da DKIM kræver DNS-opsætning og en unik nøgle, er det oplagt at bruge en DKIM-opsætning centralt i reputation-beregningen af en afsender. Det betyder, at en række af de store udbydere bruger DKIM-informationer til at knytte reputation til afsendere af e-mails.
DKIM i Ubivox
Når du opretter en afsenderprofil i Ubivox, bliver du bedt om at sætte DKIM-nøglen op i DNS på dit domæne. Når DKIM-nøglen er tilføjet på domænet, kan du godkende DNS-opsætningen i Ubivox og bruge din afsender fremover.

Hvis du mangler information eller hjælp, som du ikke finder her på guide sitet, er du altid velkommen til at kontakte vores support!
support@ubivox.com / tlf. 70 70 13 37