Sammen med SPF og DKIM er DMARC det tekniske tiltag, man har lagt ovenpå e-mailprotokollen for at minimere risikoen for spam og phishing. Som afsender af nyhedsbreve bør du have både SPF, DKIM og DMARC sat op på dit domæne.
Hvorfor DMARC
Da man i 70’erne blev enige om standarderne, der ligger til grund for e-mail, eksisterede spam ikke. Det kom først til langt senere, og derfor byggede man ikke sikkerhed mod misbrug ind i e-mailprotokollerne. Sidenhen blev man klogere, og SPF, DKIM og DMARC ligger derfor som lag ovenpå e-mailprotokollerne (i DNS), og hjælper til at mindske mængden af spam i vores indbakker.
Hvordan virker DMARC
En DMARC-opsætning laves i DNS på det domæne, der bruges som afsender på e-mails. DNS er en smule teknisk, så føler du dig på udebane er det en fordel at involvere en tekniker, eller kontakte vores support.
DMARC eksisterer ikke alene – man opnår såkaldt DMARC alignment ved at have mindst en af følgende: En gyldig DKIM-nøgle og/eller en gyldig SPF-opsætning på det domæne, der står som synlig afsender af e-mailen.
Rapportering
En af de særligt interessante ting ved DMARC er, at man kan få rapporter, når ikke-alignede e-mails sendes med ens domæne som afsender. Dermed kan man nemt identificere egne systemer, der sender e-mails uden den korrekte, tekniske opsætning, eller andre, der forsøger at sende e-mails i ens organisations navn. Det er særligt brugbart for f.eks. kommuner og styrelser, banker, store organisationer, o.l.
Man kan både få enkelte rapporter og opsummerede rapporter med faste intervaller. Rapporterner er ikke tænkt til at skulle læses af mennesker – man kan med fordel købe en løsning som EasyDMARC, som tager imod rapporterne og summerer tallene på en nem og gennemskuelig måde.
DMARC i praksis
En DMARC-record kan se sådan ud:
v=DMARC1; p=none; rua=mailto:6b7fce1ca6@rua.easydmarc.eu; ruf=mailto:6b7fce1ca6@ruf.easydmarc.eu; fo=1;

Hvis du mangler information eller hjælp, som du ikke finder her på guide sitet, er du altid velkommen til at kontakte vores support!
support@ubivox.com / tlf. 70 70 13 37